søndag den 16. december 2007

Juleafslutning i lokalforeningen

d. 15. december var der juleafslutning i Grænseegnens Skytteforening.
Det plejer at være med skydning på 15m banen først, og så julehygge i klubhuset ved 50m banen bagefter.
Jeg havde været en tur i Århus, så jeg nåede ikke at komme hjem så jeg kunne deltage i skydningen. Men det betyder heller ikke så meget for mig. Det betyder mere at jeg kan komme og hygge med.
Mit år 2007 har været præget af modgang på mange fronter. Og jeg har måske svigtet foreningen lidt ved min udeblivelse fra træning, og ved at træne i andre foreninger. Derfor er det rigtig dejligt at jeg kan komme på sådan en hyggedag og rigtig føle mig velkommen uden at der er nogen der bærer nag. Jeg kom bare ind af døren og sagde daw, og så var det bare som om jeg hørte hjemme der.
Det havde været festskydning og der blev uddelt præmier og vi fik glögg og æbleskiver... uhm...
Det var også Allan Clausens 20 års fødselsdag. Han er ved at aftjene sin værnepligt ved livgarden og havde lige vagtfri så han var hjemme. Så jeg lagde lejlighed til og fik hurtigt samlet nogle skyttevenner så vi kunne fejre hans fødselsdag om aftenen.
Hygge igen :o)

tirsdag den 11. december 2007

Juleafslutning i amtet

Traditionen tro, så holder DDS Sønderjylland en juleafslutning i forbindelse med bestyrelsesmødet i december.
Selve mødet er så kortet ned til en times tid, hvor kun de allervigtigste punkter bliver taget op.
Det bliver måske lidt forjappet, da vi hele tiden har klokken over os, men det går såmend nok. Måske vi til de almindelige møder også skal vænnes os til at sætte kl. 22 som sluttidspunkt og tilstræbe at vi ikke gang på gang lader mødet trække ud.
Bagefter er der så inviteret gæster. Det er alle de frivillige i Bestyrelse, Udvalg og Regioner, der er inviteret til en hyggeaften.
Først laver vi en eller anden aktivitet. Det var vores nye langdistanceformand Tommy der skulle stå for at finde på et eller andet at lave. Det var en udfordring for ham, og efter at have prøvet på at arrangere forskellige ting, der ikke kunne nå at lade sig gøre, fik han kontakt til Unni Kaczmarek, der jo lige kunne trylle nogle lege frem fra posen.
Det var noget med bevægelse, uden at være direkte gymnastik. Der var lege hvor vi skulle gå rundt mellem hinanden med forskellige formål. Lege hvor vi hurtigst muligt skulle hente spillekort i korrekt rækkefølge, og lege hvor vi skulle kommunikere bygning af en lego-bil gennem en lang kæde af mennesker. Det var gode lege for både hjerne og hjerte og vi havde det rigtig sjovt allesammen.
Vi har de tidligere år haft aktiviteter som at danse linedance, synge, skyde, spille dart og lignende, og umiddelbart var det nok ikke den her slags lege jeg først ville komme i tanke om, men det vil jeg have i mente fremover, for det er bestemt lige så underholdende.
Bagefter skulle vi spise, og SI-Centret havde dækket op til den helt store julefrokost med alt hvad et sønderjysk hjerte kan begære :o)
Alt i alt en hyggelig aften, hvor vi på vej ud af døren fik vores julegave med hjem.

fredag den 30. november 2007

gæsteskydning

Det sker indimellem at de ringer fra min lokale forening og spørger om jeg vil hjælpe med et gæstearrangement, hvor der kommer et selskab og skal ned og prøve at skyde.

Denne gang var det en lokal fodboldklub som holdt sæsonafslutning. Der kom 16 14-årige knægte og deres trænere, og de havde først været ude at bowle, og haft nogle andre aktiviteter, så pulsen og stemningen var høj.
De fik noget fælles instruks i hvad der skulle foregå, og så tog vi dem med på banen bagefter.
Det kan godt føles som om at disse "for-sjov" arrangementer er spild af tid, for det er jo bare en festskydning og giver kun lige et par håndører i indtægt.
Men jeg mener det er vigtigt, også på denne måde at udbrede kendskabet til skydning. Det er måske ikke lige nogen af disse gæster der begynder at gå til skydning, men hvis der bliver snakket om skydning, og der er nogen af dem der har prøvet skydning, så er det med til at aflive mange af de negative fordomme der er omkring skydeidrætten.

Så med det i tankerne ofrer jeg gerne en fredag aften på et sådant gæstearrangement. De kom kl. 21.00 og en times tid senere var vi færdige og kunne køre hjem igen.
Som altid var der nogen ind imellem, der mente at det der med skydning, det ku de bare, så de ville ikke ha hjælp og ville bare igang her og nu. De blev dog tvunget til at få hjælp, og ramte da også med nogle enkelte skud.
Og som altid var der også nogle enkelte indimellem som havde roen, og som jeg ku se et talent i hvis de blot ville starte til træning og få udviklet talentet.
De får brochurer med hjem men det er sjældendt at det medfører at der er nogen der dukker op på en træningsaften.
Eneste undtagelse er hvis der er en venneflok 3-4 stk der tager derned sammen. Så er der en god chance for at der bliver nogen hængende.

onsdag den 21. november 2007

Wellness skydning

Jeg blev ringet op af en fra SDU Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger, der spurgte om vi ville være med til at arrangere en wellness weekend for mænd sydslesvig i slutningen af maj. Vi skulle så stå for en eller anden form for skyde arrangement.

Det satte straks en masse ideer igang, og efter at have forhørt mig hos min PR udvalgs formand Thomas, sagde jeg ja til at vi vil samarbejde med SDU om dette.

Wellness skydning... det er da noget nyt!
konceptet er ikke helt færdig tænkt endnu, men jeg forestiller mig noget med at deltagerne skal lære den grundlæggende skydeteknik på forhånd, og så skal selve eventen starte med en slags "udrenselse", måske kombineret med de andre wellness ting. Sådan at deltagerne nærmest er på energi-kur med kildevand og frugt (i al fald renset for alkohol) og så starte med en pædagogisk pep-talk og noget mentaltræning, for at deltagerne bagefter kan komme ind og opleve lyksaligheden ved at stå og finde sit nulpunkt i skydestillingen, totalt afslappet, og opleve successen ved at skuddene afgives perfekt, i perfekt balance og synergi med sig selv.

Hvis det lykkedes, så kan vi da i hvert fald vise at skydning er meget mere end bare tivoli-fest-skydning.

Det begyndende samarbejde med SDU stammer egentlig tilbage fra min første DGI lederuddannelse, hvor jeg kom i snak med nogle af deltagerne fra SDU og efterfølgende har vi haft nogle drøftelser om hvordan vi evt. kunne finde nogle områder at samarbejde omkring. Især fordi SDU har en enorm bred vifte af sjove og spændende ungdomstiltag som jeg gerne vil trække på over for vores ungdomsarbejde i DDS Sønderjylland. Vi har lavet et enkelt arrangement sammen tidligere, hvor vi var med til et stjerneløb med 5 discipliner, hvor skydning var den ene.

Så vi kan vel godt sige at det er pga. det netværk jeg gennem tiden har opbygget at dette samarbejde omkring et wellness arrangement nu opstår. Og det er jo fedt at vi sådan kan bruge hinanden på tværs af idrætter, organisationer og landegrænser :o)

mandag den 19. november 2007

Politisk topmøde

Som næstformand for amtsforeningen sidder jeg også i forretningsudvalget, sammen med formanden og en representant for aktivitetsudvalgene.

Det lyder måske tørt og kedeligt, og min første indskydelse før jeg stillede op var da osse at jeg havde møder nok i min kalender. Men nu hvor jeg er kommet godt ind i tingene er det faktisk spændende at være med i forretningsudvalget.
Der er nogle beslutninger, især dem der haster en afgørelse, der bliver truffet her, så indimellem har jeg en meget stor direkte indflydelse på de ting der foregår politisk i amtsforeningen.
Andre gange forbereder vi ting til bestyrelsen, og analyserer og behandler forskellige emner, sådan at bestyrelsen får nogle gode oplæg at træffe beslutning ud fra, istedet for at hele bestyrelsen allesammen skal sidde og gennemtænke alle mulighederne. Så vi kan godt sige at forretningsudvalget laver lidt af tænkearbejdet for bestyrelsen.

Møderne er mere intime end bestyrelsesmøderne, for vi holder dem på skift hjemme privat hos mig, Børge eller Marie. Det giver en helt anden stemning at mødes på denne måde. Vi sidder tættere omkring et bord, der er et mindre formelt og mere afdæmpet toneleje, og den fortrolige stemning gør også at vi kan behandle nogle af de mere følsomme emner som nogle gange godt kan være for sarte til at blive behandlet af en 9 mand stor bestyrelse.

En af de ting vi snakkede om var den konflikt jeg har omkring ikke at ville sortere i hvilke frivillige skyde arrangementer der må komme på forsiden af hjemmesiden, og hvilke der kun er værdige til at blive linket til i et skjult hjørne af hjemmesiden.
Jeg fik da også forklaret at det stred mod mine personlige holdninger om at al slags skydning er lige meget værd, og at vi bør støtte det ligeligt her i sønderjylland.
Jeg ved så godt at det er organisationen DDS Sønderjylland der betaler for driften af hjemmesiden, men jeg tror også det vil gavne DDS Sønderjylland at der er liv i "de andre" discipliner.

Konklusionen var at jeg bad om at få skrevet min afskedsbegæring i referatet. Dvs. jeg har meddelt at jeg fra årsmødet i marts ikke længere er webmaster for dds-sonderjylland.dk

Jeg har efterfølgende tænkt meget på om jeg svigter skyttesagen med mit valg. Men jeg mener at jeg med god samvittighed kan se tilbage på det arbejde jeg har lagt omkring hjemmesiden, og det vil kun være sundt at der kommer andre øjne på.

lørdag den 17. november 2007

glæde og spænding hos 5. klasses børn


Lørdag d. 17. November var jeg taget en tur til Skærbæk for at hjælpe vores Skoleskydningskoordinator Niels Schmidt med at afvikle amtsfinalen i skoleskydning.

Skoleskydning er en holdturnering for 5. klasses elever, hvor børnene træner i den lokale skytteforening og laver nogle 4-mands hold hvor alle 4 er fra samme klasse.
De 20 bedste hold (der deltog 77 hold i år, dvs. over 300 børn) kommer i amtsfinalen.
Den skulle være i Skærbæk, da det var dem der vandt sidste år.

Det er rigtig sjovt at være med til, især fordi jeg stod for resultatformidling på en projektor i opholdslokalet, og kunne sidde og alle de spændte og nervøse børn og deres forældre og trænere. De har en rigtig god oplevelse på sådan en dag og det giver et helt kick at være med til at arrangere noget der giver så meget glæde.

Tog lige et billede med i bloggen af 3 af pigerne fra det hold der vandt amtsfinalen. De er fra Bredebro, så næste år skal amtsfinalen foregå i Bredebro. Det glæder mig, for det er en "ny" forening der vinder i år. Ellers har det været de "sædvanlige" foreninger der skiftes til at vinde. Billedet er taget mens de venter og studerer de resultater jeg sætter på tavlen efterhånden som de bliver skudt. Og det er jo bare fedt at de går så meget op i det. Og sejren var i hvert fald velfortjent.

Egentlig havde jeg ikke tid til at hjælpe hele dagen, og måtte aflyse nogle andre aftaler for ikke at svigte Niels. Men skidt... det giver jo osse mig en rigtig god oplevelse at være med til at gi børn og forældre en rigtig spændende dag.
Posted by Picasa

tirsdag den 13. november 2007

online møde på MSN

I går aftes deltog jeg i et lidt specielt møde. Det foregik nemlig som skriftlig chat over MSN messenger.
Vi var 4 deltagere, og man skulle måske nok læse lidt hurtigt for at følge med, og skynde sig at skrive sine kommentarer rimeligt hurtigt. Men det var sjovt at prøve, og det er da helt sikkert en mødeform der godt kan bruges, især hvis deltagerne kender hinanden på forhånd.

Vi har jo fået et helt nyt ungdomsudvalg stablet på benene. Bestående af 3 friske 19-22 årige tøser. Det allerførste møde havde vi for et par uger siden på en café i Sønderborg hvor vi fik lidt at spise og lærte hinanden at kende. Jeg kendte de to af pigerne i forvejen, men pigerne kendte slet ikke hinanden i forvejen, så jeg var meget spændt på hvordan det ville gå. Men isen blev hurtigt brudt og alle bød ind med ideer til hvad det nye ungdomsudvalg skulle lave af aktiviteter. En af de mest konkrete ideer var noget fællestræning for de unge.
Det var denne fællestræning (der skal foregå 12. januar) der skulle holdes møde om, og det foregik på på MSN. Jeg vil dog være betænkelig ved denne mødeform hvis der er flere end 4-5 deltagere, for så tror jeg det er for let at miste overblikket.

Pigerne har rigtig mange ideer, og det kan være svært at få dem til at begrænse sig så det også bliver praktisk muligt at gennemføre træningen.
De har spurgt mig om at være instruktør den dag. Og med min baggrund fra Projekt Kort tror jeg at jeg kan strikke et rigtig godt program sammen, og min udfordring er at finde en balance mellem hvor meget skydeteknisk der skal proppes i hovederne på dem i forhold til at deltagerne næppe er vant til at træne på et seriøst plan.

Men jeg glæder mig nu til d. 12. Januar alligevel

torsdag den 8. november 2007

Bymesterskab i gågade-skydning?

Jeg har meldt mig til en seminarrække "TÆNK Kommunikation" der er et kursusforløb over 5 aftener der omhandler forskellige emner inden for hvordan vi i fores foreninger kommunikerer med omverdenen.

Deltagerne kommer fra vidt forskellige foreninger. Linedansforeninger, svømmeklubber, håndbold, gymnastik, ja alt muligt og vi har alle det til fælles at vi gerne vil være bedre til at få "solgt" vores forenings aktiviter.

Den første aften var meget inspirerende, og på et tidspunkt fortalte jeg om hvordan vi tog skydebanen med ud til folk, når vi stilte op på gågader med en skydebod for at vise skydningen frem. En kommenterede at det jo ikke var vores "produkt", for det var jo ikke noget vi holdt mesterskaber i. Det er også korrekt, det er kun en måde at præsentere vores rigtige produkt (skydning på en skydebane).
Men tanken ramte mig alligevel, og det næste jeg tænkte var hvorfor vi ikke holder et bymesterskab i gågade-skydning?

Lyder det tosset? Ja, så er det en af mine ideer ;o)
Men når jeg tænker tanken lidt videre så er det måske ikke så tosset en måde at gøre opmærksom på skydeidrætten.

Konceptet kunne være
- vi udvælger 4 byer i sønderjylland der har en gågade.
- vi stiller op med en skydebod med 8 faldmålsbaner for at reklamere for skydning.
- vi laver en shoot-out kvart-finale for de bedste pistol- og riffelskytter. 4 af hver.
- derefter går de 2 bedste videre til semi-finale
- 1 pistolvinder og 1 riffelvinder fra hver by går videre til en sønderjysk finale
- alle der ikke er medlem af en skytteforening, er jæger eller hjemmeværn kan deltage
- finalen afholdes umiddelbart efter kvart- og semifinaler i den fjerde by
- datoer vælges på by-night dage eller lignende
- den lokale skytteforening stiller hjælpere til rådighed
- lokale semifinale præmier kan være kontingent til den lokale skytteforening til de to i semifinalen. Vinderen får yderligere 200 patroner der står i skytteforeningen til frit brug. Det koster den lokale forening 4 årskontingenter og 400 patroner, hvilket er givet god ud for denne store PR værdi.
- præmier til den sønderjyske finale (til nr. 1 og 2) ved jeg ikke hvad skal være

Tosset ide? Realistisk? Kommenter gerne dette indlæg!

tirsdag den 6. november 2007

skudt forbi målet

et emne der blev debatteret på skyttemødet var indholdet af DDS Sønderjylland´s hjemmeside som jeg vedligeholder.

Der kom en klar holdning frem omkring ting der er relateret til Dansk Skytte Union (den anden store skytte organisation i danmark). Det lort ville de ikke se på vores hjemmeside.
Jeg havde godt nok hørt at emnet ville blive taget op, og havde været inde og tælle hvor mange mails/artikler på hjemmesiden der omhandlede unions ting. 7 ud af 100 mails sendt til foreningerne, og 4 ud af 100 artikler på hjemmesiden. Det synes jeg ikke er meget, og jeg har indtil i aften fået mere positiv feedback end negativ.
Men alligevel var det nok til at få sindene i kog, og hadet til unionen smittede så 2/3 af salen rakte hånden op ved spørgsmålet om der var andre der delte holdningen om at det lort skulle fjernes fra hjemmesiden.

I de 7 år jeg har vedligeholdt hjemmesiden har jeg altid ment at have haft en god fornemmelse af hvad det var folk gerne ville læse på hjemmesiden. Og jeg blev noget rystet over den massive modstand jeg mødte her i aften. Det har virkelig givet mig noget at tænke over.
Har jeg fuldstændigt mistet følingen med hvad det er skytterne gerne vil informeres om?

Der var en der spurgte om det var MIN interesse at unions ting lå på hjemmesiden. Det svarede jeg ja til, ud fra at jeg gerne vil servicere alle skytter i sønderjylland. Men det er jo ikke mig som skytte der har gavn heraf. Jeg skal nok finde informationer om de stævner jeg har behov for. Men unionen har ikke de samme distributionskanaler til information som vi har, og at lede efter et relevant unionsstævne kan godt være som at lede efter en nål i en høstak.
Så jeg ville yde den service over for de sønderjyske skytter at sende relevante stævner ud når jeg faldt over dem. Det har jeg fået positive tilkendegivelser omkring. Og ud af de 26 foreninger vi har i sønderjylland, er der 5 riffelforeninger og 2 pistolforeninger som jeg ved er aktive i unionen, og for hvem informationen er relevant.

F.eks. en historie om nogle sønderjyske børn der har klaret sig godt til DM. Et unions DM. Det vil jeg ikke længere fortælle om på hjemmesiden. Jeg tror bedsteforældrene og andre der læser en sådan historie er ret ligeglade med hvilken organisation der er skudt under. Men selvfølgelig er det de sønderjyske skytters holdninger der skal afspejles på hjemmesiden, og ikke mine.
Men hvis jeg virkelig har mistet følingen af hvad skytternes holdning er, så er det jo direkte skadeligt at det er mig der står for hjemmesiden!
Måske jeg skulle vige pladsen for en der har bedre kontakt til skytterne ude i foreningerne?

Jeg har jo også udviklet mig meget i den senere tid.
Engang var jeg topscorer i antallet af skydninger i en sæson, talt på antallet af DDS skydninger.
Men disse mange korte skydninger var bare kvantitet for mig, og gav mig ikke nogen videre tilfredsstillelse.
Især efter at jeg kom med i DDS´ Projekt-Kort begyndte jeg at interessere mig mere for de lange unionsprogrammer der udfordrer mig mere, og giver mig en større tilfredsstillelse på skydebanen. Det gav mig mere kvalitet i mine skydninger.
Så jeg skyder efterhånden næsten ikke de små korte DDS programmer mere, og kommer også sjældendt til de små lokale DDS stævner fordi jeg hellere vil være længe på skydebanen så jeg virkelig kan udfordre mig selv.
Men det betyder jo så at jeg ikke længere har jævnlig kontakt til andre "DDS-only" skytter, og eftersom der ikke er nogen unionsstævner i sønderjylland, er de fleste input jeg får, fra skytter der ikke er nær så unions-fjendske.
Jeg tror det er det der er årsagen til at jeg har kunnet skyde så langt forbi mål da jeg gættede på hvad der var relevant information for en skytte i sønderjylland.

Jeg har koncentreret mig meget om HVORDAN informationerne kom ud til skytterne, med hjemmeside, nyhedsmails kontra papir, RSS feeds, sprog/formuleringer o.l. men har åbenbart helt glemt at tænke på HVAD der bliver sendt ud. Eller i hvert fald fejlvurderet relevansen af indholdet.
Måske er også de geografiske grænser også skudt ved siden af?

En stor udfordring lige nu bliver at oplære kontorpersonalet (der ikke er skytter) i at skelne mellem DDS relaterede og ikke-DDS relaterede ting.

Jeg har 2 poster i DDS Sønderjylland. Jeg er næstformand og jeg er webmaster.
Som webmaster har jeg nu fundet ud af at jeg ikke har føling med hvad der er relevant for skytterne i sønderjylland.
Men det kan da også bekymre mig om jeg kender skytternes holdninger godt nok til at kunne agere næstformand, og endda repræsentere de sønderjyske skytters holdninger længere oppe i organisationen! Hvis jeg er kørt så galt af sporet, så er det jo de forkerte holdninger jeg afspejler i landsforeningen. Men så er det jo direkte skadeligt at have mig siddende som næstformand for amtsforeningen!

Det vil jeg gå ind og sove lidt på.... godnat

mandag den 5. november 2007

skyttemøde i SI Centret

Så kom årets skyttemøde, eller debatmøde. Det er et åbent møde hvor der ikke kan besluttes noget, men vi kan informere og debattere forskellige emner.

Vi er i DDS Sønderjylland begyndt at starte mødet med et debatoplæg og havde egentlig en aftale med foreningkonsulent Lisbeth Iversen om at hun skulle komme. Men hun er jo desværre stoppet i DDS, så landsformand Christian Kjær Petersen kom istedet.
Han lavede et rigtig godt oplæg omkring foreningsudvikling, og folk lyttede og jeg er sikker på at der var mange der fik noget med hjem og tænke over. Jeg frygtede at oplægget ville have for meget "formand" over sig, og det kunne heller ikke helt skjules at det var landsformanden der talte direkte til kredsforeningerne, selvom det var meningen han skulle tale uvildigt. Men det var måske nok mere fordi folkene i salen så ham som landsformand og ikke bare en foredragsholder.

Vores nye bestyrelsesmedlemmer og udvalgsmedlemmer blev præsenteret og jeg bliver helt glad når jeg kigger i adresselisten og ser hvor mange glade frivillige vi har idag.

Det var nu også fedt at Thomas, der er den nye formand for PR-Udvalget, stilte sig op og fortalte lystigt om vores forsøg med faldmål og biathlon. Må indrømme at jeg ikke rigtig havde turdet håbe på at han nu også ville stille sig op foran forsamlingen og fortælle.

Jeg synes der på skyttemødet var en god debat om aktuelle emner, og iaften kom der faktisk flere end forventet, så vi måtte sætte ekstra borde/stole ind. Det var positivt!

søndag den 4. november 2007

uddannelse

En af de gode ting ved at deltage i sådan noget som DGI´s årsmøde er at man får lejlighed for at få hilst på mange af de hoveder som man ikke ser så tit.

Jeg hilste bl.a. på nogen af dem jeg tog uddannelsen "Mit indre lederskab" sammen med. Det er spænde at følge deres udvikling som leder også. En af dem er idag byrådsmedlem i en kommune som jeg ikke lige kan huske hvad hedder. En anden er idag medlem af en landsdelsbestyrelse.
Vi talte om DGI´s uddannelsestilbud, og en af dem ville igang med Projektlederuddannelsen. Den har jeg også kigget meget på, og jeg overvejer at søge om optagelse på den. Så kunne jeg også følges ad med en jeg kender, hvilket anbefales.
DGI Projektlederuddannelsen passer også godt i mit Merkonom studie, og er samtidig tilpasset mit virke som frivillig leder i en idrætsforening. Så det vil være et rigtig godt supplement for mig, så mon ikke jeg skulle gøre alvor af det?
Tja, sådan kan en hyggelig weekend i københavn pludselig give inspiration og være med til at
forme min fremtid.

lørdag den 3. november 2007

DGI Årsmødet er slut

Årsmødet er nu officielt slut, og når jeg kigger tilbage på hvorfor jeg deltog, så var det da helt klart for at få noget inspiration til både mødeformer og aktivitetsindhold.

Godt nok kom der en opfordring fra DDS om at nu skulle vi sørge for at stille 2 delegerede fra hvert skytteamt for at gøre vores indflydelse gældende, men det var ikke derfor jeg deltog.
Jeg har en gang før deltaget i et DGI årsmøde, og det var dengang meget inspirerende og lærende, og denne gang ville jeg også deltage primært for at få noget med hjem, og det har jeg bestemt også fået.

Det er både ideer til organisationsændringer, ideer til aktiviteter, spirende samarbejder og i det hele taget en masse positive input som jeg nu skal hjem og fordøje.

Om lidt skal vi tilbage til DGI Byen til fest med DGI´erne. Det glæder jeg mig til. Det skal nok blive rigtig hyggeligt, og jeg håber jeg får hilst ordentligt på mange af dem jeg allerede kender, og måske endda lærer en masse nye spændende mennesker at kende.

Der var en der spurgte mig direkte om jeg troede fremtiden bød på een samlet idrætsorganisation i danmark. Altså hvor skydning kom med ind som idræt under DGI som et landsudvalg på lige fod med de andre landsudvalg.
For mig ligger tanken ikke så fjern, for vi er jo i bund og grund blot en stor idræt, med specielle faciliteter i form af skydebaner. Men det er klart at der skal ske et (eller flere) generationsskifte i hele DDS organisationen før vi evt. er klar til dette.
Ikke fordi vi er gammeldags eller stædige eller sådan noget. Men hele vores maskine er bygget op omkring grundtanken om at vi kan bestemme selv, og frit i vores egne rammer. Men vi følger ikke udviklingen i resten af landet. Vi følger ikke tiden og idrættens modning i danmark. Ved at danne fælles front er skydningens fremtid som idræt bedre sikret, er med som en del af den idrætspolitiske dagsorden, og har bedre vilkår for at udvikle sig i samme hast som samfundet rundt omkring os.
Det er et emne jeg kan tænke meget over, og som sikker vil skabe en masse debat og modsatte holdninger i vores isolerede skytteverden.

Provokeret til at fortælle

Jeg sidder til DGI´s årsmøde i DGI Byen i københavn sammen med hundredevis af andre frivillige og lader mig provokere!

Provokere til at fortælle om mine gode oplevelser som frivillig leder.
Der var en åben debat med forskellige aktuelle emner, og der hvor jeg hurtigt fandt min interesse var "idræt og branding" hvor vi diskuterede hvordan vi kan få alle de gode historier frem i lyset.
Der er masser af små gode historier ude i foreningerne, som alrig bliver fortalt. De gode oplevelser som vil være rigtig gode til at få budskabet ud om hvor fedt det er at dyrke idræt.
Jeg har selv i årevis forsøgt at få folk til at fortælle mig historierne så jeg kunne sætte dem på DDS Sønderjylland´s hjemmeside, uden den store succes. Jeg har været modstander af at det var mig der skulle fortælle (skrive) historierne, for dels vil jeg ikke kunne få alt med når jeg kommer ude fra og skal berette om hvad der er sket. Og dels ville historierne blive monotone hvis det altid er fortalt i mit sprog.

Debatten mundede ud i at vi skulle statuere eksempler på det at fortælle en god historie. Vi frivillige ledere skulle gå foran og fortælle hvorfor det er vi bruger så megen tid på vores idræt, ofte "kun" som leder og uden selv at deltage!
Den udfordring vil jeg så tage op og har startet denne blog hvor jeg vil fortælle om mine gode oplevelser som frivillig leder.

Også provokeret af kulturminister (lad os se hvor længe det holder) Brian Mikkelsen, der holdt tale og fortalte om hvordan han havde været ude og se sin lille nevø til et idrætsstævne der varede en hel weekend, og hvordan han beundrede de frivillige ledere der havde "ofret" sig for at deltagerne kunne ha en god oplevelse.
Jeg vil meget gerne understrege, at når jeg bruger megen tid på forskellige opgaver som frivillig leder, så føler jeg da bestemt ikke at jeg "ofrer" mig.
Brian har helt misforstået hvad det vil sige at være frivillig leder! "ofre sig"? Som om ens tid er for kostbar til at yde en gratis indsats for at glæde andre mennesker!?!

Jeg finder stor glæde ved at se andre mennesker glæde sig over noget som jeg har været med til at arrangere. Og jeg har et behov for at glæde mig selv.
Så når jeg agerer som frivillig leder, er det måske fordi jeg er egoist og blot vil opfylde mit eget behov for glæde? Jeg vil opfylde mit eget behov for social samvær med andre mennesker. Jeg vil gøre MIG glad. Og JEG bliver glad når jeg kan yde en indsats for andre. Få andre til at sammenarbejde, sætte sig fælles mål, og NÅ dem!
Og udover at opfylde mit egoistiske behov, er der den sidegevinst at jeg samtidig glæder andre mennesker, og opfylder det som jeg vil kalde "min sociale forpligtelse".
Jeg har overskud til at være frivillig leder. Det overskud ser jeg som en gave, som jeg vil dele med andre mennesker.

Samtidig er det at være frivillig leder en enestående måde at udvikle sig selv som person. Jeg udvikler mig konstant gennem den tid jeg bruger på min idræt.

Engang svor jeg at jeg aldrig ville hjælpe så meget til at mit eget skydning gled i baggrunden. Men når jeg kigger på hvad jeg bruger min tid på idag, så er mit eget skydning faktisk alligevel gledet i baggrunden, og det er jeg ikke engang ked af. Jeg har også behov for selv at udøve min idræt indimellem. Opleve det fællesskab der er blandt deltagerne på en skydebane. Men lige så gerne vil jeg være med til at tænke i nye tiltag der gør det stadig mere og mere sjovt og spændende at dyrke idræt.

Egentlig er det jo lige meget om det er skydning eller en anden idræt, når blot vi har det sjovt - sammen!

Det blev en lang indledning, men jeg har også rigtig meget at fortælle om mit virke som frivillig leder, for jeg får simpelt hen så ufatteligt mange gode oplevelser helt gratis, ulønnet og absolut uden at "ofre mig" på nogen måder!