Vrøvlet våbenpusher

Jeg blev ringet op af våbenpusheren fra Århus, som jeg har købt min nye luftriffel igennem.

Selve riflen er købt gennem projektlån i DDS, så den er betalt. Men jeg havde bestilt noget ekstraudstyr som jeg fik leveret sammen med riflen.
Det var ikke helt afklaret om jeg skulle bruge en sigteforhøjer eller ej, så den var leveret med og jeg fandt ud af at den skulle jeg bruge. Jeg mødte ham for en uge siden i Skytternes Hus i Århus, hvor jeg sagde til ham at jeg ville beholde sigteforhøjeren også. Underforstået at han godt måtte sende en regning. Men der er ikke noget der er underforstået ved ham!

Nu ringede han så og rykkede for betaling.
Men jeg havde ikke set nogen faktura på tingene. Han hævdede at den enten var lagt i kassen sammen med udstyret, eller også var klæbet på ydersiden af kassen i en fakturalomme.
Så jeg lovede at kigge efter når jeg kom hjem.

Jeg havde stadig al emballage, men der var ikke nogen faktura.
Det skrev jeg så til ham i en email samme aften og bad ham fremsende en ny.

Søndag fik jeg så en mail hvor han bekræfter at han vil sende en kopi, men samtidig oplyser han beløb og kontonummer, og nærmest dikterer at jeg ikke må vente på fakturaen men istedet skal lave en straksoverførsel af pengene og dermed "betale i blinde".

Min reaktion er en afvisende mail, hvor jeg oplyser at han må fremsende en faktura, der så vil blive behandlet efter modtagelse. Det er en almindelig gængs handelsprocedure.

Han er kendt for at prøve at løbe om hjørner med folk, og hvis man vil handle med ham, skal han holdes i meget kort snor og ikke få lov til de mindste svingærinder.

Fakturaen kom med posten mandag og jeg betalte den straks, så der var jo slet ikke nogen grund til at presse på med denne blindbetaling!
Det var så iøvrigt slet ikke nogen faktura han sendte, men en kontokopi!
Men jeg betalte alligevel, for at slippe for mere vrøvl.

DGI Projektleder 2

Tirsdag gik meget af dagen med at dele os op i de endelige projektgrupper som vi skal arbejde meget i resten af forløbet. Vi var først 2, og endte med at være 3 personer der gik sammen om at lave et projekt om at danne en forening/et netværk for unge frivillige ledere. Projektet går ikke ud på at danne foreningen, men på at beskrive processen omkring at danne en forening.
Hvis det sideløbende lykkedes at få etableret foreningen, er det jo i sig selv spændende, men har ikke noget direkte med projektlederuddannelsen at gøre.

Jeg har tidligere haft dårlige oplevelser med skole-grupper grundet deltagernes vidt forskellige ambitionsniveau. Jeg har endda været udsat for en hel klasse var så uengageret at læreren til sidst ikke gad komme til timerne, så jeg måtte gå til skoleledelsen og banke i bordet og forlange at blive undervist! Ja det havde du nok ikke troet om mig? Men det skete rent faktisk på en "voksen-uddannelse" på Teknisk Akademi Syd.

Med baggrund i de erfaringer angreb jeg de to andre projektdeltagere ret hårdt for at finde ud af hvor ambitiøse de var, og om de kunne håndtere mit til tider iltre temperament.
Det gav umiddelbart en typisk DGI reaktion, hvor de gik i psykolog-mode og antydede at jeg havde problemer. Men jeg meldte klart ud om hvilke småbekymringer jeg havde, og fik selv de mindste bagateller vendt. F.eks. en bekymring om hvorvidt de ville arbejde på opgaven uden mig hvis de mødtes i andre sammenhænge. For nogen er det måske en selvfølge at man sørger for at opdatere hele gruppen om hvad der foregår, men det er alligevel rart at få sat ord på fra starten, så der er grundlag for et godt samarbejde.
Jeg tror vi har fundet en god 3-mands gruppe hvor vi supplerer hinanden godt uden for meget overlap. Jeg fik sekretær-rollen som den der samler dokumentationen, hvilket svarer godt til mit kontrol-behov, og en af de andre er journalist, så vi er i hvert fald stærke på det sproglige område.

Generelt føler jeg et stort engagement blandt kursisterne, og jeg skal vænne mig til at i DGI uddannelsesregi er engagementet typisk noget større end mange andre steder.
På offentlige uddannelser er der typisk et meget lavt ambitionsniveau blandt eleverne, og også på private erhvervsuddannelser er der folk der er mindre engagerede og egentlig kun deltager fordi chefen synes det er en go ide.
Men i DGI regi er de frivillige meget ambitiøse da det er deres interesse de plejer, og de ansatte bærer tydeligt præg af at de ofte arbejder professionelt med deres største fritidsinteresser.

Forskellen mellem DGI verdenen og det virkelige liv er meget markant. Ofte lever DGI´erne i en isoleret verden uden sans for hvad der sker i det barske erhvervsliv udenfor. Men især de menneskelige værdier kan inspirere og måske bruges direkte i "vores verden".

Erhvervslivet er også ved at få øjnene op for de værdier der kan hentes i det frivillige foreningsliv. DGI kalder det for realkompetence, og det er da helt klart noget som jeg selv føler gør mig mere værd i "CV-value" at jeg har brugt så mange kræfter på forskellige frivillige poster gennem tiden. Det er også med stolthed at jeg har de frivillige poster med i min LinkedIn profil og det vil jeg da anbefale alle andre også at gøre.
Der findes næppe nogen bedre menneskelig øveplads, som det foreningslivet tilbyder. Og så endda ganske gratis og samtidig med at man gør en god gerning for foreningen! :o)

DGI Projektleder 1

Mandag morgen kørte jeg så til Vissenbjerg Storkro hvor første etape af DGI Projektlederuddannelse skulle foregå.
Det var en dejlig frostklar morgen og jeg ankom til et undervisningslokale hvor der var sat rundstykker og kaffe frem, og der spillede noget roligt afslappende musik fra en ghettoblaster.

Jeg fik kort hilst på de andre, og efter en mere officiel præsentationsrunde kunne jeg erfare at kursisterne var en god blanding af DGI ansatte og frivillige. Så jeg var ikke den eneste frivillige på uddannelsen.

Underviseren lagde hårdt fra start og det blev en lang og trættende dag. Men alligevel var de fleste deltagere ivrige og positive over forløbet.
Noget jeg især godt kan li ved DGI´s uddannelser, er den "bløde/menneskelige" måde der undervises på. Jeg har tidligere været på tekniske uddannelser ved f.eks. IBM og Microsoft, hvor undervisningen foregik strengt efter bogen og nærmest som slide-oplæsning. Og det er alt for trættende. Så hellere DGI måden, der måske bærer præg af "lilla tørklæder" men alligevel er udbytterige.

Vi blev indkvarteret på delte værelser 2 og 2, og det faldt ikke i alles smag. Det er et evigt tilbagevendende kritikpunkt i idrætsverdenen om hvorvidt frivillige ledere (og ansatte) kan forlange at få eneværelser. Der var nogen der valgte at betale ekstra for at få eneværelser.
Jeg har aftjent min værnepligt, så jeg er ikke så forfængelig hvad sådan noget angår.

Bespisning foregik i kroens restaurant, og en spøjs detalje var at vi godt kunne få øl til middag, men ikke til aften. Hmm... det er der sikkert en dybere mening med. En anden spøjs detalje var at der var stillet ekstremt små tallerkner frem for at få gæsterne til at spise mindre... det er der sikkert også nogen der synes er smart eller sundt.

Vi sluttede aftenen med natmad og rødvin/øl allerede kl. 21.30 og de fleste gik tidligt i seng. Sammen med en af de andre fandt jeg dog et billardbord der lige sku ha et par omgange inden vi gik til ro.

Mudderbad før skydning?
Jan Pytlick og håndboldpigerne opholdt sig også på kroen. En del af dem virkede noget snerpede, især de nye som måske ikke er blevet vant til opmærksomheden endnu.
Men nogen af dem var da til at snakke med. De var bl.a. igang med noget specielt fodbad, hvor de havde en elektrode i vandet der var koblet til en bærbar PC, der så sendte nogle elektromagnetiske stråler ud i vandet.
Fysioterapeuten forklarede at det skulle trække en masse affaldsstoffer ud af benmuskulaturen, og vandet blev også hurtigt til et ulækkert brunt mudderbad, så noget må det da bevirke.
Jeg tænkte straks på om denne teknik er brugbar i skydning. Især til de lange finaler oven på en lang skydedag er vi jo meget afhængige af at være "friske" i benene og kunne mærke muskulaturen perfekt for hele tiden at kunne justere vores balance i frit stående.
Hvis det nu fandtes som hjemme-kit ku man jo som skytte godt ta et fodbad aftenen inden en skydedag.

p-kort samling med kage og hygge

ak ja... jeg havde jo vundet kageretten ved sidste samling i projekt kort. Det er første gang det er sket for mig, men det måtte jo komme... selvom jeg stadig er overbevist om at der er fusk i det resultat-regneark... jeg kan i al fald sagtens udtænke forskellige konspirationsteorier om hvordan projektdeltagerne har rottet sig sammen med Erik og er faldet mig i ryggen for at jeg skulle vinde kageretten.

Men nå, jeg fik da bagt en "den do ve nok" med modifikationer a la Benny. Citrus i bunden og Cuba Caramel vodka i glasuren :o)

Jeg kørte hjemmefra i ret god tid, for Krissie havde "bestilt" at blive afhentet på banegården i Århus, men typisk DSB så kludrede de i det så jeg ikke skulle hente hende alligevel. Så jeg ankom til skytternes hus næsten en halv time før end planlagt.

Thomas fik julelys i øjnene, da våbenpusheren kom og afleverede hans nye riffel. Så han brugte hele formiddagen på at samle de mange spændende dele. Han har købt en Feinwerkbau salonriffel magen til min, blot med blå skæfte. Det er altså osse bare en lækker riffel!

Jeg havde taget begge mine Feinwerkbau rifler med, men da vi fik frit valg, valgte jeg at skyde med min luftriffel hele dagen. Dels for at lære den nye riffel bedre at kende, og dels fordi det giver mig langt større træningsmæssig værdi at skyde luft.

Til middag tog vi den sædvanlige tur ned til sandwich-biksen på vesterbro torv. De laver gode sandwich, og der kan lige akkurat klemmes 2 ned ;o)

Ved eftermiddagens finale skød jeg resultatmæssigt godt. Jeg bøvlede lidt rundt med mit nulpunkt og kom ikke rigtig på plads og mine skud bevægede sig en del rundt på skiven. Men grundelementerne må alligevel ha været der, for jeg blev ikke straffet særligt hårdt og holdt mig for det meste inden for 10,1-10,4.
Med det iberegnede handicap sluttede jeg som nr. 3
Det er jeg glad for, for jeg havde jo valgt at det var nr. 1 der skulle vinde kageretten.
Det var så netop Thomas, der med sin nye riffel vandt finalen, pengepuljen og også retten til at bage kage til næste samling.
Og det tæller ikke at købe en færdigkage, eller få andre til at bage den. Men 1-2-3 produkter hvor der kun skal tilsættes vand er dog accepteret.

Efter finalen hyggede vi os så med kaffe og kage indtil vi brød op og kørte hver til sit.
Jeg tog dog med et par af skytterne ned i byen til en kop varm kakao og en hyggesnak. Det skal der være plads til.
Bagefter lykkedes det mig at proppe 3 skytter plus rifler og udstyr ind i MINIen, for jeg havde lovet at smide Krissie af ved toget, og Stine havde budt på lasagne. Så det blev halvsent inden jeg nåede hjem til Toldgaarden den aften. Men tiden er godt givet ud i selskab med skyttevennerne.

DGI Projektleder -1

Allerede i weekenden inden første skoledag på DGI Projektlederuddannelsen, var der behov for opmærksomhed omkring uddannelsen.
DGI har en groupcare server hvor der kan laves mikrosites til forskellige projektgrupper.
Projektlederuddannelsen har fået sin egen side, og her var der allerede en del af de andre kursister der havde præsenteret deres opgave-ideer i håb om at andre ville hoppe med på ideen allerede inden kursusstart, som det var lagt op til.

Eksamensopgaven i forbindelse med uddannelsen er en projektrapport på 25-30 sider lavet i 2-3 personers grupper.

Der var et enkelt af projekt-ideerne som faldt godt i min smag og det fik jeg boret lidt dybere i.
Det er første gang at jeg i forbindelse med uddannelse har haft gavn af et online groupsite inden uddannelsen for alvor starter.

skoleskydning

På den første vinterdag med rigtig sne, og isglatte veje bevægede jeg mig til Bredebro for at hjælpe til amtsfinalen i skoleskydning.
Det er en event jeg har været med til i en del år efterhånden, og meget af det kører på rutinen.

I Bredebro er der ikke ret meget plads i opholdslokalet ved skydebanerne, så de havde fået adgang til 2 yderligere lokaler andre steder i Bredebrohallerne. Men at dele gæsterne over 3 områder synes vi ikke om, så med et par ekstra borde og stole ude på gangen, lykkedes det os at få plads til alle i det lokale der lå tættest på skydebanen.

Her sad Marie og jeg så og dømte skiver og viste resultaterne på projektor så alle kunne følge med løbende.
Det er rigtig spændende at sidde der og se børnenes (og ikke mindst forældrenes) reaktioner, når jeg trykker på F5 for at opdatere resultatoversigten på skærmen :o)

Der var 83 børn med forældre og trænere, så det var et livligt virvar, og der var mange der kom og stillede spørgsmål til regler og mange andre ting. Så vi yder også en ret god service når vi sidder i samme lokale som gæsterne.
Jeg tror ikke det vil være det samme hvis vi sad i et andet lokale. Så ville det heller ikke være lige så sjovt at være med til.

Dagen gik uden nævneværdige problemer, og det skyldes dels at Bredebro Skytteforening var stillet talrigt op, og dels at vi har en erfaren trup i form af Niels, Marie og mig, der kommer med konceptet under armen og gennemfører finalen rutinemæssigt lige efter bogen.

Vinder af amtsfinalen blev et hold der hører til Vojens Skytteforening, så næste år skal finalen holdes i Vojens. Igen er det en "ny" forening vi skal besøge, og det glæder mig at vi nu bryder en årelang repetition og nu kommer ud og besøger nogle nye baner til amtsfinalen.
Og jeg skal nok være på pletten igen :o)
Skoleskydning er et koncept som jeg holder meget af, og jeg har været med til at arrangere det mange gange siden jeg i 1994 var med til det første pilotprojekt i Sønderborg sammen med Kurt Bromann. Puha jeg føler mig helt gammel når jeg kan huske sådan noget.

Som noget nyt i år, havde jeg oprettet en begivenhed på facebook, hvor jeg så ville lægge billeder på. Det skrev jeg som note på storskærmen, og fortalte det når jeg tog billeder. Børnene var ellevilde over at høre at deres billeder ville blive lagt på facebook. Det er de også kommet, men jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af hvor meget det er blevet brugt efterfølgende.
Nogle dage senere blev det kommenteret fra nogle "gamle" skytter at det var for dårligt at jeg gemte billederne på en lukket side der kræver login. Det tager jeg nu ikke så højtideligt, for dels har jeg stor respekt for det community som facebook udbyder, og dels havde jeg også lagt billederne op i google arkivet sammen med alle andre DDS Sønderjylland billeder. Det havde jeg godt nok ikke reklameret ekstra med, så det ville kræve at folk selv skulle tænke sig frem til at åbne billedarkivet og se billederne der.

navn på bøsserne

siden jeg fik min Feinwerkbau salonriffel har jeg ønsket at få lavet navnetræk til at klæbe på skæftet.
Jeg synes det giver lidt ekstra finish og gør riflen lidt mere personlig.
Så nu hvor jeg havde fået min luftriffel også, skulle det være.

Jeg har en veninde som er i lære som skiltemaler, eller hvad det nu end hedder idag. Hun fik nogle billeder og mål, og lavede nogle fine diskrete "BENNY" navnetræk til at klæbe på bøssernes skæfter.
Så med et roligt håndelag fik jeg døbt mine rifler :o)

grænsepokal

midt i en travl uge var jeg torsdag skrevet op til banevagt på Grænseegnens 15m bane.
men er var også Grænsepokalskydning i denne uge, så hvis jeg selv ville nå at skyde, så måtte jeg ta før fri fra arbejde og køre ned og skyde inden stævnet egentlig gik igang.

Jeg skød først 40-skud luft, og bagefter 40-skud .22 uden pause. Så det var 2 timers rutineskydning, der egentlig ikke gav mig det store feedback, og heller ikke gav nogen imponerende resultater. Og klimaet på banen gjorde også at jeg blev mindet om min allergi.
På denne tid af sæsonen er jeg ret ligeglad med resultaterne. Jeg har mange udviklingspunkter i min skydning som jeg skal arbejde med i løbet af sæsonen. Ikke mindst med min nye luftriffel.
resten af aftenen gik med at snakke med alle mulige kendte ansigter der gæstede vores baner, og egentlig fik jeg slet ikke hjulpet så meget som jeg egentlig burde. Men vi var jo hjælpere nok og må indrømme at jeg ikke stod forrest i køen til at kaste sig over forefaldende opgaver.

alt i alt føltes min indsats nærmest som en halvhjertet pligt. Det burde jo ha været ren fornøjelse, både når jeg tager ned for at skyde og for at hjælpe. Men jeg går en travl periode i møde og har mit fokus andre steder end mit skydning. Men det er en pris jeg må betale for at gennemføre det karriereboost jeg er igang med.

hold "business" og venskab adskilt

Vi har i DDS Sønderjylland produceret en masse materialer til at opstille en midlertidig skydebane til f.eks. faldmålsskydning.
Det har vi i nogle år haft opbevaret hos en af mine nære kammerater som har en ejendom med god plads. Men det har været opbevaret lidt fugtigt, så nogle af materialerne har været opbevaret hjemme i min kælder.

Efter faldmålsstævnet i Sundeved fik vi istedet materialerne opbevaret nede i kælderrummene bag ved Sundeveds 15m baner, hvor der var plads til det hele samlet, og der er også tørt og godt.

Der har været nogen kritik af at min kammerat ikke altid var hjemme på de tidspunkter hvor det passede foreningerne at skulle låne materialerne. Nu er der så lidt bedre adgang til materialerne.
Og samtidig holder jeg så min kammerat udenfor foreningsarbejdet. Jeg synes ikke det er så sjovt når der opstår gnidninger og bagtalelse af ens nære venner. Så vil jeg heller holde venskab og "business" skarpt adskilt.
Foreningsfolk er jo fantastisk gode til at mumle negativt i hjørnerne istedet for at få problemerne frem i lyset så vi kan få dem behandlet.

Nu hvor amtsforeningens materialer er opbevaret ved en forening, er det vigtigt hele tiden at have fokus på at hele materialepakken skal være "ejet" af amtsforeningen. Sådan at andre foreninger der ønsker at låne materialerne kan låne hele pakken uden at være ringere stillet. Jeg tror nu ikke jeg har grund til så stor bekymring omkring dette overfor Sundeved Skytteforening. Men jeg kan sagtens komme i tanker om andre foreninger hvor det hurtigt ville blive til et problem.

luftige mål faldt med snyd

selvom jeg kun havde haft min nye riffel i en uges tid, så ville jeg da ha den med til stævnet i Sundeved.
Jeg startede med at skulle skyde 2x 20 skuds serier på 15m.
Ikke lige min favoritdisciplin, for jeg synes 20 skud er lige i underkanten. Men ok jeg skal jo skyde nogle DDS resultater en gang imellem.

Det var så første gang jeg skulle skyde på sundeveds baner efter en større renovering. De skyder stadig mod pap-skiver, og det bliver de sandsynligvis ved med i mange år endnu.
Men de har lavet nogle rigtig gode detaljer.
der er elektriske hæve/sænkeborde, hvor både bordplade og sidevægge i skydebåsene kører med op og ned. Farvevalget med mørkeblå og sort til sider og bordplade i deres skydebåse er ikke det mest heldige. Men det er nok en smagssag. Personligt holder jeg mere af et åbent lyst miljø, istedet for at stå og skyde i en lukket mørk kasse.

Skivetrækket kan trinløst skubbes fra side til side, så skytten kan få skiven over i den side hvor det er nemmest at nå, eller hvor skiven ikke kommer til at ramme sigtemidlerne når den køres ud. Smart! Det burde alle baner med skivetræk indføre.

Forkanten på bordpladen har også fået en genial opfindelse. vinklen kan nemlig justeres trinløst fra side til side. Det er tidligere set at bordplader med skrå forkant skulle vendes for at være skrå til den anden side. Men her kan man med et let tag med 1 hånd, dreje vinklen sådan som det passer. Det er lidt ligegyldigt når jeg skyder fritstående, men genialt til dem der ligger ind over bordet, og har forskellig smag for hvor skrå forkanten skal være. Samtidig er det nemt at skifte om til en venstre-skytte. Det burde samtlige baner have!

Bagefter gik jeg over til hallen hvor vi havde stillet faldmål op.
Vi var ikke flere seniorskytter end at vi alle kunne skyde samtidigt. Det er lidt synd. Men det er alligevel værd at stable på benene selvom der endnu ikke er kommet så mange deltagere.
Jeg synes egentlig at min indskydning var ok. Men da vi gik i gang ku jeg ikke ramme andet end det allerstørste hul. Det var ikke så godt. Så jeg snød lidt og kom vist nok til at skyde nogle forbiere der tilfældigvis ramte den prøveskive der hang derude under de gældende skud.
Og så ku jeg lige ane skuddene 10 meter ude, så jeg ku forsøge at klikke mig ind til midten igen.
Og selvom jeg resultatmæssigt havde en dårlig skydning med 13 træffere, så havde jeg en stor succes oplevelse. Jeg lærte nemlig min nye riffel rigtig godt at kende, og det lykkedes mig faktisk at få justeret mig ind så jeg ku ramme op til 4. mål. Det synes jeg selv er ret godt klaret.
Så selvom Thomas synes jeg skød røvelendigt, så synes jeg ikke jeg havde en dårlig skydning. Det er jo ikke altid at det bare drejer sig om at sende et hagl afsted der rammer midten. Nogle gange drejer det sig mere om at lære hvorfor skuddet ikke rammer der som eftersigtet siger det burde. Men det ska han nok få lært en dag...

Jeg kommer nok aldrig til at tage faldmål seriøst personligt som skytte. Det er for binært for min smag. Enten rammer du, eller også rammer du ikke. Om du rammer med en 10,1 eller 10,9 får du ingen tilbagemelding om. Og rammer du ikke, så ved du ikke om det er pga af en 9,9 eller en otter... så der er ikke rigtig mulighed for at arbejde med sig selv undervejs, med mindre man snyder som jeg gjorde. Hvis alt er perfekt justeret ind, og rutine og nulpunkt er på plads, så burde målene vælte hver gang. Men det synes jeg er lidt trivielt.
Til gengæld er det sjovt at deltage i. Måske netop fordi det er så useriøst. Men især fordi der er publikum på der faktisk bliver underholdt undervejs.
Ok, de der 1-skuds serier i indledende ska vi altså skrotte igen... det er der ingen der får gavn af. Hverken publikum, skytte eller arrangør!
La os skyde en stribe og så råbe op hvor mange mål der er væltet, inden vi går videre til de næste 5.

Efter finalen var der kaffe og hjemmebag inden der blev sagt "tak for denne gang". Og så begyndte alle at vrimle rundt og begynde at pakke sammen. Jeg listede lige væk i smug og skyndte mig at køre hjem. Jeg var sent på den og skulle til Volbeat koncert i Esbjerg om aftenen, og jeg vidste at hvis jeg gik rundt og sagde farvel, så ville der hurtigt gå en halv time mere.

Banebygning på en time

I DDS Sønderjylland satser vi stort på at få gang i faldmålsskydning.
Vi har indkøbt materialer så vi har bagvægge og faldmål til at opbygge en næsten komplet midlertidig skydebane.
Men derudover tilbyder vi også at stille med hjælp til opsætning og afvikling af stævnerne.

Så da Sundeved havde planlagt luftstævne med faldmål, kunne de fint låne amtsforeningens materialer. Vores biathlon- og faldmålskoordinator Thomas var forhindret, så jeg havde lovet at tage ud og hjælpe med at stille op istedet.

Alle de indkøbte faldmål stod hjemme i min kælder, så jeg proppede MINIen til bristepunktet og det hele ku lige akkurat være der. Hvem sagde den var lille?

Skolen i Vester Sottrup, hvor Sundeved Skytteforening har deres bane i kælderen, har fået bygget en ny hal lige ved siden af. Den skulle bruges til faldmålsskydningen samtidig med at der var almindeligt luftstævne på 15m banerne i kælderen. Vi var 4 mand til at stille op, og i løbet af en times tid havde vi fået samlet bagvægge og sat faldmål op så banen næsten var klar til skydning.

Efterhånden har jeg været med til at stille midlertidige baner op en del gange, og det bliver mere og mere rutine. Men der dukker altid nogle mindre uforudsigelige ting op undervejs. Det gik dog ret gnidningfrit og jeg synes at det var den pæneste baneopstilling jeg har været med til at lave.
Der var endda kommet en instruks fra politiet. Det har jeg kun haft en enkelt gang før. Som regel plejer politiet bare at ringe til mig og spørge om jeg stiller banen op på samme måde som tidligere, for så er den bare godkendt for de har ikke ressourcer at sende ud og godkende skydebanerne. Om det så skyldes letsind eller tillid skal jeg ikke ku sige noget om.

afløserskydning

Egentlig havde jeg tænkt mig bare lige at køre på skydebanen og stille min gamle luftriffel, sådan at hvis der skulle være nogen der var interesseret i at købe den, så ku de da lige prøve den først.

Men netop som jeg var kommet hjem fra arbejde ringede der en fra foreningen. Han spurgte om ikke jeg ku skyde hans danmarksturnering for ham.
Danmarksturnering er en holdturnering på 15m med .22 salonriffel under Dansk Skytteunion. Og nogle af deltagerne har det med at melde sig til turneringen, men kan så ikke ta sig sammen til at komme og få skudt de 10 runder der skal skydes i løbet af en sæson.
Hvis det bare er pga. sjusk at de ikke får skudt deres runde, så vil jeg ikke være den der skal redde holdet. Jeg har helt undladt at tilmelde mig til hold de seneste år, fordi jeg ikke synes de andre committer sig nok til holdet.

Men en del af vores foreningsmedlemmer arbejder i speditionsbranchen i Padborg, og deres arbejdstider kan med kort varsel være meget skiftende. Det er bl.a. tilfældet for ham der ringede. Så for ham vil jeg da godt springe ind og redde holdet.

Så selvom jeg i disse dage har mest lyst til at skyde med min nye luftriffel, så blev det .22eren der blev taget ud af skabet. Og det går jo glimrende for mig i denne tid for jeg ku da skyde 346, hvilket er ganske godt af mig.

Nede på banen kæmpede hjælperne med at proppe 23 børn ind på 10 baner på praktisk talt samme tid. Det er et værre cirkus, og det var da nu heller ingen skade til at jeg dukkede uanmeldt op og gav en hånd med inden jeg selv kravlede i skydetøjet.
Endnu engang blev jeg tilbudt at komme tilbage som børnetræner. Må godt nok indrømme at det trækker lidt. Men nu vil jeg først og fremmest ud af alt det som jeg har besluttet at ville ud af.
Det kommer jeg til februar, hvor jeg træder ud af amtsbestyrelsen.
Og om kort tid starter jeg en uddannelse mere op, så jeg har 2 uddannelser ved siden af mit fuldtidsjob som overlapper hinanden i december og januar.
Så jeg tror nok at jeg får nok at se til...

Personlig rekord på luft

Jeg havde min nye luftriffel med på arbejde, så jeg ku køre direkte ud og skude en turneringsrunde på 60 skud 10-meter luft efter fyraften.

Det skulle være mit første gældende resultat med den nye riffel og det gik rigtig godt.
Jeg ku lige fra første skud mærke at en del af rutinen fra min .22 riffel pludselig kom med over på luft. Så det var den første succes. Så har jeg allerede fået noget ud af at investere i en ny riffel selvom jeg havde en glimrende Anschütz i forvejen.

Jeg mangler en smule vægt i snuden for at riflen falder lige så godt ned i stillingen som min .22 gør. Så jeg må lige ha undersøgt hvilke muligheder jeg har for at tilføje lidt vægt.

Efter de første par skud kunne jeg mærke at det blev en rigtig god skydning, så jeg fokuserede meget på at holde min rutine. Det virkede! Jeg endte med at skyde personlig rekord på 560 point!
tror aldrig jeg har været over 550 med den gamle riffel. Men nu må jeg se om jeg kan holde mig på det niveau.
En ting er i hvert fald helt klart... jeg vil skyde mest luft om vinteren! Og allerhelst på 10 meter.

Nyt legetøj

Endelig fik jeg et opkald fra Kjeld Holm om at nu var min nye luftriffel ankommet.
Jeg fik ham til at sende den til mit arbejde istedet for hjem til mig privat. For så ku jeg ha den lidt før.

Idag kom den så med posten og den skulle da så lige vises til nørde-kollegerne på kontoret.
Om aftenen startede jeg hjemme i kælderen med at samle og grov-justere riflen så indstillingerne så vidt muligt passede med de samme mål som på min .22 riffel.
Ideen er at forskellen mellem de to rifler skal være så lille som muligt.
Bagefter kørte jeg så ned på skydebanen og skød et par skud for at justere sigtemidlerne, og få indstillet de sidste detaljer så riflen passer til mit skæve kadaver ;o)

Det er en rigtig dejlig oplevelse at skyde med den riffel. Den skal jeg nok få mange gode stunder med!

inspirerende skyttemøde

jeg var spændt på hvordan aftenen ville gå, og hvordan skytterne ville synes om den foredragsholder jeg havde fået gravet frem.

jeg kørte direkte fra arbejde i Kolding, om forbi og tog Henriette med og så ned til SI Centret i Nr. Hostrup hvor vi skulle mødes kl. 17.45 til spisning før mødet.

Lidt-i-syv havde vi fået hilst på alle gæsterne og var egentlig klar til at gå igang, men alligevel stod vi og ventede på ingenting indtil klokken så godt og vel var passeret syv. Jeg gjorde opmærksom på at klokken var slagen syv så vi kunne gå igang, men det hjalp ikke. Vi skal åbenbart absolut forsinkes lige fra starten.

Vi lagde direkte ud med foredragsholderen Leif Noppenau fra Mors. Han har en god tydelig stemme, og det skinnede klart igennem at han fortæller lige fra hjertet. Publikum lyttede passivt til hans fortællinger om hvordan de gør i hans skytteforening. F.eks. om at foreningen ejer et par villaer som de lejer ud og får en god indtægt på. Og om hvordan de samlede legater og sponsorater, især op mod sommerens DM på Pistolterræn som de har fået meget opmærksomhed omkring.
Foredraget var lidt ustruktureret men der var mange gode guldkorn imellem, og det indledte også til enkelte spørgsmål til slut.
Nogle af de ting han fik frem var f.eks. at der mangler en samlet håndbog over hvad der skal til for at installere elektronisk skivemateriel. Det er jo ikke bare at købe materiellet. Der skal jo osse bygges en del om for at kunne installere dem.
Også en ide om en organisations-fælles aftale med alarmselskaberne blev luftet. Måske vi ville stå stærkere hvis en stor del skydebaner var samlet i en samlet alarm-aftale?

Selvom Leif til slut slog for meget over i sin jyske dialekt, så var det et godt foredrag, og jeg kan godt anbefale andre at trække på ham til at komme og fortælle. Og fortælle, det vil han gerne.

Efter en alt for lang kaffepause med flødefed lagkage, havde vi noget orientering om DDS´ fokus på foreningsudvikling, herunder den spareplan der skal give råd til at ansætte 3 foreningskonsulenter.
En af de punkter der gav allermest negativ debat var at ammunitionstilskuddet til langdistanceskydning ville bortfalde, samtidig med at patronpriserne i forvejen stiger.
Well, på den ene side er der i forvejen ikke ret mange sønderjyder der skyder langdistance. Det er jo osse langt fra alle foreninger der har egne baner, og de gamle aftaler om fri adgang til andre foreningers langdistancebaner har aldrig været den store succes. Så blive ved med at pumpe penge i en aktivitet som alligevel falder, det mener jeg ikke er en god ide.
Jeg tror at terrænskydning er døende og ikke står til at redde, men jeg tror til gengæld at baneskydning på 200m vil overleve i de foreninger der har egne baner. Også selvom patronpriserne stiger.
Måske ikke med samme aktivitetsniveau som tidligere, men som en slags eksklusiv overbygning til salonriflen.
Jeg synes det er synd at skytter bruger så meget negativ energi på at pibe over nogle gamle døende discipliner, og samtidig rakker alt ned som har en lysere fremtid. Det giver ikke just de frivillige energi til at prøve noget nyt.

Bagefter havde vi orientering om landsstævnet, og kort nyt fra aktivitetsudvalgene, hvor det bl.a. var den sædvanlige irrelevante resultatoplæsning fra sommerens stævner. Uinteressant tidsspilde!

Resulatet af al den spildte tid blev da osse at selvom Børge havde lovet at vi var færdige til 21.30 så holdt det selvfølgelig ikke. Det medførte så at Henriette ikke nåede sit tog og måtte tage et andet halvanden time senere. Det gjorde så at hun ankom i Kolding så sent at bybusserne ikke kører så hun måtte med taxa resten af vejen hjem.
Det er rigtig træls at vi ikke kan finde ud af at afslutte et eneste møde til den planlagte tid.

Nå, i februar kommer jeg ud af alle disse møder, og vil overveje om jeg vil deltage i amtsforeningens store møder fremover. Fordi jeg ved at de er lange og ofte irrelevante.

Bloggen har 1 års jubilæum

Det er nu 1 år siden at jeg sad ved DGI årsmødet i DGI Byen i København og blev provokeret til at starte denne blog, og fortælle om mine oplevelser som frivillig leder.
Bloggen er i det forgangne år kommet vidt omkring.

Jeg har skrevet om hvordan jeg mødte folk der inspirerede mig til at søge ind på DGI Projektlederuddannelsen. Den starter jeg på her i slutningen af November.

Jeg har skrevet om hvordan jeg har oplevet både de officielle møder, men også de interne bestyrelsesmøder. Ideen var egentlig at det skulle løfte sløret for hvad der foregår, men når jeg skimmer ned over indlæggene så er det ikke just positiv reklame der er kommet frem. Måske det også har været med til at få mig til at træffe beslutningen om at trække mig ud af bestyrelsesarbejdet. Ting får et helt andet fokus når man skriver dem ned. De af jer der skriver dagbog, ved nok hvad jeg mener.

Nye skøre ideer er også blevet vendt i bloggen. Bymesterskab i gågade-skydning, wellness skydning, og andre fantasifulde påfund har været halv-færdigtænkt men alligevel kommet med i bloggen. Jeg har flere gange været tilbage og læse om mine egne ideer og tænkt lidt videre. Nogen er blevet til noget konkret, andre ideer bliver sandsynligvis aldrig til noget. Men bloggen er et godt opbevaringssted for mine skøre ideer.

Alternative mødeformer, idoldyrkelse, inspirationsseminarer og andre af mine aktiviteter er blevet beskrevet i detaljer og kommenteret uden forbehold.
Nogle gange har jeg været meget personlig i den måde jeg har skrevet. Både i min kritik af andre, og i den måde jeg blotter mig selv på. Det har jeg tænkt meget på. Er det forkert at udstille sig selv sådan på internettet?

Undervejs er jeg blevet overrasket over hvem det egentlig er der læser min blog. Frivillige foreningsfolk som jeg ikke lige havde forbundet med brug af e-medier kom pludselig frem og kommenterede mine indlæg. Store og små folk har tilkendegivet at de følger min færden. Og modsat så har der været moderne fremsynede venner som til gengæld ikke læser min blog, som jeg nok havde forventet at de ville.
Det jeg savner lidt, er noget mere respons på det jeg skriver. Det har været sparsomt med direkte kommentarer, selvom det er en mulighed i bloggen. Nogle af dem jeg omgås til daglig har kommenteret verbalt, og min træner Erik har et par gange kommenteret via Facebook.

Undervejs har der også været et par sure opstød, som har stødt nogle skyttevenner og jeg vil da gerne undskylde at jeg har trådt nogen over tæerne. Men jeg vil ikke ændre ordlyden i min blog. Indlæggene afbilder det syn jeg havde på verdenen i netop det øjeblik de blev skrevet.

Jeg har overvejet om 1 års jubilæet skulle være milepælen hvor bloggen skulle nedlægges. Men umiddelbart for jeg selv meget ud af at skrive om de ting jeg går og laver. Så selvom der måske ikke er så mange der læser min blog, vil jeg da fortsætte med at skrive om mine oplevelser i det frivillige foreningsliv lidt endnu. Så må vi jo se om der er noget at skrive om, når først jeg har forladt amtsbestyrelsen.

Et lille håb er at min blog kan inspirere andre frivillige til også at fortælle om deres oplevelser.

regnearksproduktion

i forbindelse med Projekt Kort træningsprojektet, får vi som deltagere et regneark udleveret hvor vi skal føre en træningsoversigt som vi kan sende tilbage til træneren.

Regnearket kunne godt trænge til en modernisering, og det var nok derfor at vores træner Erik, fangede mig på facebook og bad mig gi regnearket en overhaling.

Jeg ventede nu med det til mandag, så jeg ku sidde og fedte med det i arbejdstiden. Så laver jeg da noget fornuftigt ;o)
Det blev da også voldsomt udvidet, og fik noget ekstra funktionalitet der også resulterer i en samlet årsoversigt med en fin graf og alt muligt.
Selvom det ikke var lige sådan som træneren havde forestillet sig, blev det taget positivt imod, så nu er jeg spændt på hvad skytterne siger når de skal til at bruge regnearket i deres dagligdag.

Arbejdet med regnearket fik mig til at tænke på om det er muligt at lave et online system, hvor skytterne kan registrere sine skydeaktiviteter. Der findes jo så mange ting man kan registrere online. Selv mit brændstofforbrug registrerer jeg idag på spritmonitor.de
En simpel applikation hvor skytterne i projektet kan se hvor aktive de andre deltagere er, kan måske virke som drivkraft for at de mindre aktive deltagere skyder noget mere...
det er en tanke jeg kan tænke langt videre endnu.